Hold nu op, 2 år! Faktisk nærmere 2½ år!
Jeg er ikke væk og jeg har ikke opgivet bloggen!
Faktisk har jeg hele tiden haft alle intentioner om at finde min vej tilbage igen. Selvom vejen har været lang og snørklet, ser det ud til at det faktisk nu kan blive en realitet at skrive og dele herinde igen.
Til dem, som plejede at følge med her for 2 år siden, vender tilbage igen og ser ny aktivitet, så vil jeg gerne komme med en lille historie om hvad der har holdt mig væk fra at blogge i så lang tid. Hvis du sidder og er kommet efter nye billeder af fletterier, så må jeg desværre sige at det ikke sker i dette indlæg. Dog har jeg planlagt ting og sager til fremtiden, men bær over med mig, fletterierne tager tid og jeg kan ikke, som jeg kunne dengang, sidde med det i døgndrift. Oveni den mindre tid til det må jeg komme med den erkendelse at jeg ikke kun har udeladt at skrive på bloggen i 2 år, jeg har heller ikke rørt noget som helst flet i 2 år ind til for nogle dage siden.
Her starter min historie så, den er lidt lang og kun til dem
der lyster at kende lidt mere til mig bagved fletteriet. Enjoy.
Fletterierne er noget der ligger mig meget kært, jeg finder dem ekstremt terapeutiske og samarbejdsvillige i den forstand at de giver uanede muligheder i farver, former og funktioner, sky is the limit og puha der har væltet mange ideer rundt i mit hoved, hvilket har været tæt på tortur nogle gange i løbet af disse år. Men jeg var for 2 år siden nået til et punkt hvor jeg begyndte at føle mig gammel i forhold til at jeg ingen uddannelse havde endnu, på trods af uendelige forsøg. Og en uddannelse skal man jo have for at kunne klare sig, det siges der i hvert fald. Derfor måtte jeg tage mig godt og grundigt sammen. Med nye reformer osv. kunne jeg godt se at det snart var min sidste chance, da de satte et max på antal påbegyndte ungdomsuddannelser. Med slid og slæb, nada hobbier eller happy fun time og et kæmpe læs støtte og opbakning fra familien, endte jeg i sommers med en færdiggjort hf, et snit jeg kunne være overlykkelig stolt af og en følelse af at det endelig lykkedes, efter at have været i gang med 7 ungdomsuddannelser og have fejlet hvert eneste forløb. Men hold nu op hvor luften ligesom forlader ballonen, når man har skulle holde sig oprejst i længere tid, uden at kunne nå at trække vejret ordentligt…
Videre måtte jeg dog, for en studentereksamen er ikke rigtigt noget værd i sig selv og nu var jeg jo lige så godt i gang.
Jeg har altid haft en interesse for
mennesker, dette siges af nogen at komme fra selv at have det svært ved at være
et menneske. Om de har ret ved jeg nu ikke rigtigt, men noget med mennesker
virkede i hvert fald, som den rigtige retning at stile efter. Jeg var så heldig
at jeg på hf endte med at have guden af samfundsfag, som I kid you not
samfundsfagslærer, woop! At kalde ham en gud inden for faget virker måske lidt grandiost,
men jeg synes ikke selv det er en overvurdering, så bum. Samfundsfag har aldrig
sagt mig noget, faktisk var jeg ret ignorant omkring alt det her samfund noget,
på trods af en familie der lystigt debatterer dit og dat, hist og her og ud
over det hele. På et år fik guden af samfundsfag lært mig alt jeg kunne suge
til mig omkring samfundsfag. Han fik faktisk presset så meget viden og
interesse ind, at jeg besluttede mig for at det jeg skulle læse efterfølgende
skulle være sociologi!
Jeg er født i Ringsted, opvokset i Ringsted og har altid boet i Ringsted. Dog var jeg ikke interesseret i at studere i København. Eneste anden mulighed var Aalborg, hvilket passede godt overens med at min kæreste oprindeligt er fra Jylland, min mor kommer fra Jylland og derfor har jeg også altid selv haft en interesse for at flytte til Jylland. Altså valgte vi at trække mine noget fastgroede rødder op fra den sjællandske jord og flytte mere eller mindre så langt væk fra det jeg kendte, som vi kunne komme i Danmark. Vi fandt en dejlig lille lejlighed med efterårs og vinterudsigt til fjorden (om sommeren har træerne der står i vejen desværre så mange blade, at man skal knibe øjnene noget sammen for at skimte noget der ligner vand). Men woah, jeg ved godt det bare er en lille fjord og ikke det store hav, men hold nu op, det er en omvæltning at have lige uden for døren når man er vant til jord og asfalt alle vegne. Og så dejligt afslappende sådan noget vand og natur kan virke.
Så her er jeg altså nu, i gang med en sociologi uddannelse, som faktisk ser ud til at give mig mulighed for at genoptage mit fletteri. Med de to bedrollers og store poser fyldt med gavepapir der fulgte med os til Jylland, til min kærestes store ærgrelse, manglede det da også bare.
Hvis du stadig er med mig så langt, så vil jeg sige tak
fordi du tog dig tid til at læse min historie.
Jeg har som sagt allerede
planlagt nogle fletterier der kommer om snart og andre, som stadig bare er
ideer der først lige skal realiseres.
Jeg glæder mig til at starte et nyt kapitel af mit liv hvori der gerne skulle være plads til små pure-joy projekter, som fletterierne er for mig.
